Underviserportal

Grundskolen Fagportal for sundheds- og seksualundervisning
Log ind / Opret dig Gemte

Multikunstner til børn: Du er, som du er – vi er alle forskellige

Multikunstneren Leif Sylvester fortæller børn gennem kreativitet og leg med ler, at vi alle er forskellige – og at det er, som det skal være.

Multikunstneren Leif Sylvesters univers er skævt og farverigt. Ligesom hans karriere. Han er både skulptør, kunstmaler, grafiker, musiker, sanger, skuespiller, ildsluger og meget mere. Selv kalder han sig bare multikunstner. Han har tidligere blandt andet lavet en plakat mod mobning og i Uge Sex sætter han igen fokus på børnene.

1200 gram ler og ingen grænser

I samarbejde med Sex og Samfund har han lavet en film med navnet ”Du er den, du er”, der er et oplæg til en kreativ opgave for elever på mellemtrinnet. I filmen fortæller og forklarer han fra sit værksted med sjove og farverige figurer i ler, mens han selv har fingrene i en klump ler:

”Der er ingen grænser for, hvad det kan blive til,” siger han.

Opgaven til eleverne på mellemtrinnet lægger op til, at hver elev får 1200 gram ler og skal lave en figur ud af det. Der er ingen grænser for, hvordan figuren må se ud. Det er nemlig hele pointen – at vi alle er lavet af det samme, men alligevel ser helt forskellige ud. Det er sådan, det skal være. Leif Sylvester sætter gang i opgaven:

”Nu er det op til jer, så vis, hvad I kan, og så prøv at se, hvad ham den anden laver – det bliver aldrig magen til din,” afslutter han.

Se hele videoen til højre.

Konkurrence (Vinderen er fundet - læs mere her)

Opgaven ender ud i en konkurrence med præmier til de heldige vindere. Man kan komme med på en plakat sammen med Leif Sylvester og vinde plakater af Leif Sylvester til klassen samt tegneredskaber til hver deltagende elev.

For at deltage i konkurrencen skal der tages et billede af de færdige figurer stillet op ad en hvid baggrund. Senest den 1. marts 2017 skal billedet sendes til pae@sexogsamfund.dk med navn på skole og klasse. Post også gerne billedet med hashtag #DuErDenDuEr på Instagram.

Leif Sylvester kigger alle billederne igennem og finder en 1.-, 2.- og 3.-plads. De tre vindere får tilsendt plakater til klassen og tegneredskaber til de deltagende elever.

Den 1. marts 2017 samler vi billederne og laver en plakat i samarbejde med Leif Sylvester. Plakaten bliver sendt til alle skoler, der har deltaget.