Underviserportal

Ungdomsuddannelser Undervisning i køn, krop og seksualitet
Log ind / Opret dig Gemte

Gymnasieelever: Derfor skal vi undervises i rettigheder

Mange unge bliver chikaneret af ekskæresten eller fremmede, de møder i byen. Elever fra Ørestad Gymnasium mener, at undervisning kan være en del af løsningen.

Mange unge – både drenge og piger – oplever at blive chikaneret og krænket. Botan, der går i 2.g på Ørestad Gymnasium har oplevet, at piger har taget ham ”på røven”, når han har været i byen.

”Jeg synes, det er meget grænseoverskridende,” siger han og fortsætter:

”De kunne komme hen og sige hej eller smile til én i stedet.”

Mange har været uforstående over for, hvorfor han synes, det er så forkert at blive taget på røven.

”Man føler sig krænket. Også som dreng,” forklarer han.

Unge ved ikke, hvad de kan gøre

Det er dog ikke kun til fest eller i nattelivet, at unge føler sig enten truet eller chikaneret.

”Jeg har prøvet, at en ekskæreste har truet med at dele billeder af mig,” fortæller Cecilie, en anden 2.g’er.

”Jeg har selvfølgelig været bange for, at de her billeder ville blive delt.”

Hun forklarer, at hun har følt sig udsat uden at vide, hvad hun har kunnet gøre ved det. Dubraska, der også går i 2.g, har oplevet at have samme følelse til privatfest og i byen, hvor hun er blevet chikaneret fysisk af fremmede.

”Folk, som jeg overhovedet ikke kender, har raget på mig,” fortæller hun.

Lærere i gymnasiet kan gøre noget

Dubraska forklarer, at det ikke er alle, der forstår, at ”et nej er et nej”. Derfor mener hun, at undervisning kan afhjælpe problemet. Også Botan mener, at en del af løsningen kan være, at forældre, men også gymnasielærere tager et ansvar.

”Både forældre og lærere kunne jo fortælle, at man opfører sig på en bestemt måde i byen, og at man ikke må krænke andre,” afslutter han.