Underviserportal

Ungdomsuddannelser Undervisning i køn, krop og seksualitet
Log ind / Opret dig Gemte

Undervisning kan styrke trivsel på jobbet

Fire ud af ti homoseksuelle eller biseksuelle frygter drillerier og chikane og holder derfor deres seksualitet skjult på jobbet. Et nyt undervisningsforløb rettet mod erhvervsuddannelserne sætter fokus på problematikken.

Drillerier, stikpiller, chikane. Det er hverdag for industriarbejdere, pædagoger og andre lønmodtagere med en anden seksualitet end heteroseksuel.

Chikanen gør, at fire ud af ti slet ikke eller i meget lav grad er åbne om deres seksualitet over for kolleger og chefer, viser en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for LO, FTF og akademikerne.

500 personer, der betegner sig selv som andet end heteroseksuell, har deltaget i undersøgelsen.

Fokus på rettigheder
”Det er skræmmende tal,” lyder det fra projektleder Anne Wind i Sex & Samfund. Hun arbejder lige nu på et undervisningsforløb om diskrimination på arbejdspladsen – målrettet erhvervsuddannelserne.

”Undersøgelsen taler sit tydelige sprog: Der er stort behov for, at der sættes fokus på rettigheder i forhold til krop, køn og seksualitet på arbejdspladsen,” siger hun og tilføjer:

”Vi har valgt at udvikle et undervisningsforløb målrettet erhvervsuddannelserne. Vi tror på, at vi herigennem kan ramme mange af de unge, der nu eller i fremtiden udsættes for diskrimination. Læring om rettigheder, grænser og muligheder kan hjælpe dem til at modarbejde mobning, chikane og diskrimination.”

Undervisningsmaterialet, der udkommer sidst på året, er digitalt og tager sit udgangspunkt i film og cases. Forløbet er rettet mod fagene arbejdspladskultur samt samfund og sundhed og sigter mod at styrke  elevernes viden om rettigheder og udvikle deres handlekompetencer.