Vi hører det igen og igen. Nøgenbilledet, der egentlig bare var tiltænkt ex-kæresten, blev sendt videre – uden tilladelse.
Det er krænkende. Og det er forkert, kan vi hurtige blive enige om. Og lovgivningen bakker op: Det er strafbart at dele andres billeder uden deres samtykke. Men hvad med pigen – eller drengen, der i første omgang sendte billedet – bærer hun selv en del af skylden? Skulle hun have tænkt sig bedre om?
Nej. Selvfølgelig ikke. Man er aldrig skyldig, fordi man har lyst til at sende et billede af sig selv nøgen til eksempelvis sin kæreste. Alligevel møder jeg ofte folk, der argumenterer for, at den krænkede selv bærer en del af skylden. At man skulle have tænkt over de mulige konsekvenser af at dele et billede på nettet.
Er man så også selv ude om voldtægten, fordi man havde en kort kjole eller en nedringet bluse på? Fristes jeg til nogen gange til at spørge. Det er selvfølgelig provokerende – og på mange måder en grel sammenligning. Men samtidig illustrerer det meget godt, at vi er tilbøjelige til at stille forskellige regelsæt op for livet online og offline.
Mange af os har i dag mobilen lige ved hånden. Det gør det oplagt at tage billeder af sociale situationer i den offline hverdag, vi er en del af - og dele dem i online fællesskaber, vi også er en del af. De fleste af os gør det – og på den måde flyder offline- og onlineverdenen sammen.
Det gælder i særdeleshed for unges sociale relationer, og dermed også for deres seksuelle relationer. Det er i ikke – i sig selv – et udtryk for et normskred, men for en ny udvikling, der giver nogle særlige muligheder og særlige udfordringer for unges trivsel.
Der sker noget nyt med relationerne, når de også bliver online. Særligt bliver overblikket over, hvem der ’ser med’ udfordret. Det er svært at holde styr på, hvor og hvordan et billede eller en kommentar bliver brugt og bragt videre. Uvisheden, usikkerheden og ubestemmeligheden bliver større. Det udfordrer privatliv og intimitet i online relationer.
Men hele denne uvished gør ikke, at vi beder unge om at droppe online relationer. På samme måde skal vi heller ikke bede unge droppe digitale seksuelle eller intime relationer. Unge har ret til privatliv, også på nettet. Men vi skal lære dem at beskytte deres online privatliv og respektere andres.
Fortæl, hvad man gerne må
Digital dannelse er et fagligt fokus på gymnasierne. Undervisningsopgaven er her blandt andet at lære eleverne at indgå i digitale fællesskaber.
Det kan man for eksempel gøre ved at undervise i, hvad der er lovligt og ulovligt i forhold til billeddeling og debat i forskellige online fællesskaber, og hvad der etisk at dele og kommentere.
Men den pædagogiske og didaktiske opgave ligger i høj grad også i at tydeliggøre, hvad man gerne må online. Man må gerne have et privatliv online, og man må gerne forvente, at andre respekterer ens ret til privatliv. Hvis de ikke gør, for eksempel ved at dele nøgenbilleder uden samtykke, så er det dem, der begår en fejl.
Nøjagtig som man i sit offline-liv må gå i byen i så kort en kjole, man har lyst til, uden at man selv bærer et ansvar, hvis man udsættes for et seksuelt overgreb. Hverken online eller offline, er det den, der udsættes for et seksuelt overgreb, der bærer ansvaret for det. Det er vigtig læring.