Underviserportal

Grundskolen Fagportal for sundheds- og seksualundervisning
Log ind / Opret dig Gemte

Uge Sex på mellemtrinnet

Årets tema: Samtykke og grænser

Der er oplagt at undervise i grænser og samtykke på mellemtrinnet. Hvilke billeder er det okay at dele med andre? Hvordan får man sagt undskyld, hvis man for sjov har trukket bukserne ned på en klassekammerat, som man godt kan se ikke synes det er sjovt? Og hvordan ved man om en anden har lyst til et kys?

At undervise elever på mellemtrinnet om grænser og samtykke kan blandt andet handle om, hvordan man i relationer med venner og klassekammerater aflæser, sætter og respekterer grænser. Det kan også handle om, hvordan det kan føles selv at udfordre sine personlige grænser.

Nogle forældre kan blive lidt nervøse eller nysgerrige, når der står seksualundervisning på deres børns skema. Det kan derfor være en god idé at informere forældre om hvad det helt konkret er I arbejder med i undervisningen. Du kan for eksempel skrive lidt ud et nyhedsbrev om de opgaver I laver og sende et link til en undervisningsfilm med. Så kan forældrene fortsætte snakken om grænser og samtykke med deres barn derhjemme.

På siden her finder du Sex & Samfunds bud på og inspiration til, hvordan du kan arbejde med årets Uge Sex-tema og sætte fokus på samtykke og grænser på mellemtrinnet.

DETERMINKROP.DK

På Sex & Samfunds hjemmeside til elever ligger nye film til undervisningsforløbet om grænser og samtykke. Eleverne kan også finde andre film, tekster og billeder. 

Se blandt andet denne film til mellemtrinnet, som handler om grænser.

Undervisningsmaterialer om temaet

Her på Underviserportal finder du gratis materialer til din undervisning. Forløbet om grænser og samtykke handler om at styrke eleverne i at mærke egne og andres grænser og respektere dem. I forløbet finder du for eksempel en øvelse om personlige grænser på sociale medier og en filmøvelse med forskellige situationer, som handler om samtykke. 

Fælles mål

Personlige grænser er et obligatorisk færdigheds- og vidensområde i Fælles mål for Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab på mellemtrinnet. Undervisningsforløbet Grænser og samtykke tager udgangspunkt i den obligatoriske ramme beskrevet i Fælles mål og giver inspiration til konkrete opgaver i undervisningen af 4.-6. klasse.

Sex & Samfund anbefaler

Særligt i forbindelse med undervisning i SSF kan man blive opmærksom på eller få mistanke om elever, der har været eller er udsat for seksuelle overgreb. Som fagperson i skolen har man en særlig udvidet underretningspligt til at indberette det, hvis man får kendskab til, at en elev har været udsat for et seksuelt overgreb. Får man kendskab til eller mistanke om det, skal man kontakte sin skoleledelse eller sin kommune for at høre, hvilke retningslinjer, der gælder.

Privatsnak.dk

Hvis eleverne har spørgsmål, som de ikke har lyst til at stille i undervisningen, kan de i stedet ringe eller skrive til privatsnak.dk. Privatsnak er Sex & Samfunds rådgivning til børn og unge mellem 10-15 år.

Man kan ringe, skrive eller chatte med en rådgiver fra Privatsnak og stille spørgsmål om krop, pubertet og seksualitet. Det er helt anonymt. 

SEX & SAMFUNDS UNDERVISERTEAM

Sex & Samfunds ung-til-yngre-underviserteam kan bookes til at undervise i supplerende seksualundervisning. Undervisningen tilrettelægges efter din klasses ønsker og behov og kan blandt andet handle om grænser, normer og kroppen. Hvis det ikke er muligt med fysisk tilstedeværelse på din skole, kan vi tilbyde et online alternativ.

Kontakt Sex & Samfund herunder for at booke en undervisning efter uge 6.

læs mere her