Underviserportal

Grundskolen Fagportal for sundheds- og seksualundervisning
Log ind / Opret dig Gemte

Uge Sex 2016: Vi skal lære børn og unge at begå sig på sociale medier

Hvordan kan man som barn og ung trives på nettet og de sociale medier og undgå hævnporno, digital mobning og deling af intime billeder? Sex & Samfund er på vej med omfattende undervisningsmaterialer om børn, unge og de sociale medier.

Sex & Samfund er på vej med omfattende undervisningsmaterialer om børn, unge og de sociale medier. Næste års store Uge Sex-tema kommer til at handle om adfærd og muligheder på sociale medier – og om alt det andet, som man kan møde på nettet.

- Vi er vant til at lære børn og unge at passe på sig selv og hinanden i den fysiske verden. Det skal vi selvfølgelig også gøre i den virtuelle verden, for de sociale medier spiller en enorm rolle i børn og unges hverdag. Og vi ved, at brugen af de sociale medier hænger tæt sammen med børn og unges trivsel, siger generalsekretær i Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen.

Bjarne B. Christensen peger på, at skolen har en vigtig opgave i forhold til at understøtte elevernes online hverdagsliv på for eksempel Snapchat, Ask.fm og Instagram. For sundheds- og seksualundervisning handler ikke kun om prævention og sexsygdomme – det handler også om at styrke børn og unge evne til at skabe gode og respektfulde relationer som kammerater, venner og kærester og om at udvikle deres evne til at fremme trivsel for sig selv og hinanden.

Efterspørges af lærerne
Samtidig oplever Sex & Samfund en stigende efterspørgsel fra undervisere over hele landet efter et materiale, der lægger op til undervisning om adfærd på nettet og de sociale medier.

- Mange af de problematikker, der knytter sig til børn og unges brug af de sociale medier, handler om trivsel, relationer, kroppen, grænser, køn og seksualitet, som er nogle af sundheds- og seksualundervisningens kerneområder. Derfor er sundheds- og seksualundervisningen en oplagt ramme til at arbejde fagligt med børn og unges brug af de sociale medier, siger Bjarne B. Christensen.

Alderssvarende materialer
Sex & Samfunds nye undervisningsmaterialer vil være klar til Uge Sex 2016, der kører til februar. Der vil blive produceret materiale til henholdsvis 0.-3. klasse, 4.-6. klasse, 7.-10. klasse og til ungdomsuddannelserne. Materialerne kommer til at indeholde film, spil, og cases, der lægger op til undersøgelse, dialog og refleksion omkring brugen af nettet og de sociale medier.

- Det er vigtigt, at eleverne selv er med til at undersøge konkrete problemstillinger, og de selv udvikler ideer til, hvordan man kan håndtere de muligheder og udfordringer, der knytter sig til unges liv på nettet. Hvis vi vil ruste de unge til at begå sig på nettet, er det vigtigt, at de unge selv er aktive og kommer på banen – og ikke bare får at vide, hvad der er godt og skidt at gøre, siger Bjarne B. Christensen.

Ulykkelige situationer
I de ældste klasser kunne for eksempel være, at eleverne undersøger fakta om, hvad lovgivningen siger i forhold til deling af billeder på nettet. Herefter arbejder eleverne med konkrete cases, der indeholder dilemmaer omkring deling af billeder på nettet eksempelvis, at en elev har videresendt et nøgenbillede af sin ekskæreste til en række venner.

Opgaven for eleverne er dels at tage stilling til, om lovgivningen er blevet overtrådt og dels i fællesskab at give eksempler på, hvordan man som ung kan håndtere det konkrete dilemma – og overveje de fordele og ulemper, der er ved forskellige måder at handle på.

- Vi skal på banen, før børn og unge havner i ulykkelige situationer, som de ikke kan overskue eller styre. Vi skal uddanne børn og unge til blive reflekterede, tænksomme og kritiske forbrugere af nettet og de sociale medier, siger Bjarne B. Christensen.

Over 359.000 elever fra 0.-10. klasse og fra ungdomsuddannelser over hele landet deltog i Uge Sex 2015.