Underviserportal

Grundskolen Fagportal for sundheds- og seksualundervisning
Log ind / Opret dig Gemte

Sex & Samfund åbner rådgivning til de helt unge om krop, pubertet og følelser

Spørgsmål om krop, pubertet, følelser, venskaber og forelskelse står i kø hos de helt unge. Sex & Samfund åbner den 16. december rådgivningstilbuddet Privatsnak.dk, der henvender sig til de 10-15 årige.

Hvorfor har jeg ikke fået hår på tissemanden, når mine venner har? Hvad gør man, når man er kærester? Hvor køber man bind? Hvordan kan man komme ind på det med pubertet med sine forældre? Jeg er forelsket i en fra min parallelklasse – hvad gør jeg?

Sex & Samfund har siden 1992 rådgivet unge på Sexlinien for Unge. Men de helt unge har andre spørgsmål og overvejelser om krop, pubertet, venskaber, følelser og pubertet end unge på 19 år. Derfor åbner Sex & Samfund den 16. december Privatsnak.dk - et nyt rådgivningstilbud, der henvender sig specifikt til de 10-15 årige.

- Vi ved blandt andet fra vores undervisning, at der er et stort behov for et tilbud til de helt unge. På Privatsnak.dk kan de spørge om kroppen, der forandrer sig, følelser og venskaber og samværet med kammeraterne i et univers, der bedre passer til deres fase i livet, siger national chef i Sex & Samfund, Marianne Lomholt.

Ingen garanti for gode svar på nettet
Rådgivningen skal både supplere de helt unges snak med deres forældre og samtidig sikre, at alle overhovedet har et trygt, professionelt og alderssvarende sted at gå hen med deres spørgsmål.

- Der er unge, som af forskellige årsager ikke ønsker eller har mulighed for at tale med deres forældre. Det er vigtigt, at de unge kan få kvalificeret rådgivning et andet sted. Internettet er godt til mange ting. Men der er ingen garanti for kvaliteten af svarene på de spørgsmål, som de unge sidder med, siger Marianne Lomholt.

Hvad kan privatsnak.dk bruges til? Se med her

Uddannede rådgivere
Rådgiverne på Privatsnak.dk gennemgår Sex & Samfunds rådgiveruddannelse, hvor de blandt andet lærer at tale med helt unge.

- Især for 10-12 årige kan det være svært at konstruere en sammenhæng omkring det, som de oplever som et problem. Derfor skal vores rådgivere kunne spørge ind til kernen af det, som den unge kommer med.

- Samtidig har vi i Sex & Samfund særlig viden om køn, krop, pubertet, forelskelse, følelser og livet på de sociale medier, som vores rådgivere også bliver uddannet i. Det betyder, at vi på Privatsnak.dk kan levere rigtig stærk rådgivning til de helt unge om de udfordringer og dilemmaer, som de oplever i deres liv, siger Marianne Lomholt.

Privatsnak.dk-plakater sendes ud til alle skoler
Privatsnak.dk åbner den 16. december og tilbyder 10-15 årige rådgivning via chat og telefon. De 13-15 årige kan også stille skrive til Privatsnak.dk's brevkasse.

Privatsnak.dk er udviklet til at fungere optimalt på smartphones, for det er det, som de unge især bruger, men fungerer også på pc og tablets.

Sex & Samfund sender i det nye år vægplakater ud til alle landets skoler, der skal fortælle børn og unge om Privatsnak.dk.